Abonnementsbetingelser for arrangør ved Eventbilletten.

1. PARTNERE

Abonnementsbetingelserne er gældende for personer der opretter og/eller anvender Eventbilletten. Disse personer betegnes som Arrangør. Gyldigt abonnement og anvendelse forudsætter, at Arrangør er myndig og lever op til kravene beskrevet i “Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme”, en såkaldt KYC. Det er ligeledes en forudsætning, at Arrangør lever op til GDPR (General Data Protection Regulation) reglerne/Databeskyttelsesforordningen per 25. maj, 2018, herunder at Arrangør har en Persondatapolitik (Er oprettet af Eventbilletten ApS og vises for billetkøber).

2. AFTALES OMFANG

Abonnementsbetingelserne er gældende for brug af tjenester fra hjemmesiden Eventbilletten.dk. Abonnementsbetingelserne er dækkende for ethvert mellemværende mellem Arrangør og Eventbilletten, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale/kontrakt.

3. PRODUKT

Eventbilletten leverer billetsalg til Events og tilmelding, med senere træk af pengene over internettet. Eventbillettens betalingsløsning skal anvendes med de på ethvert givet tidspunkt tilknyttede betalingsformer. Indløsningsaftalen på betalingsformerne skal ligeledes indgås igennem Eventbilletten. Arrangør har fuld adgang til at oprette, slette og redigere data, hvor dette er muligt, så længe gyldig aftale haves. Arrangør er dataansvarlig sammen med Eventbilletten ApS (fælles dataansvarlig) og råder over den data, der lægges ind i systemet, og har dermed det fulde ansvar for at data ikke misbruges eller videregives til andre jf. Databeskyttelsesforordningen. Eventbilletten er databehandler og behandler data i overensstemmelse med vores databehandleraftale. Arrangør har det fulde ansvar for at det materiale, som uploades, ikke er diskriminerende, pornografisk eller på anden måde krænkende over for forbrugeren. Hvis Eventbilletten modtager en henvendelse om sådanne krænkelser, er Arrangør forpligtet til at slette indholdet omgående. Ved eventuelle retskrænkelser med forbundne omkostninger er Arrangør pligtig til i enhver henseende at holde Eventbilletten skadesløs, se afsnit: Handelsbetingelser for salg pkt. 4. Der ydes ingen returret på produktet leveret af Eventbilletten, da det er en serviceydelse som bliver leveret. Der ydes ingen returret på billetter solgt med mindre andet aftales.

4. KØB

Når Arrangør vil starte et abonnement, skal sign-up formularen på Eventbillettens hjemmeside benyttes. Alle felter skal udfyldes. Arrangør skal også her give accept for gældende betingelser. Når formularen er korrekt udfyldt, kan systemet anvendes. Brugernavn og adgangskode oprettelse i forbindelse med sign-up formularen. Faktura på evt. købte tjenester fremsendes efterfølgende på mail.

5. ANVENDELSE & BEGRÆNSNINGER

Arrangør hæfter personligt for abonnementet og må ikke uden tilladelse fra Eventbilletten lade andre overtage eller disponere over abonnementet i andet kommerciel sammenhæng. Ved kommerciel anvendelse forstås videresalg, udlejning eller distribution for/til tredjepart, kopiering o. lign.

Arrangør må gerne tilføje ekstra login konti til deres abonnement.

Det er en forudsætning i aftalen og herunder prissætningen, at Eventbilletten ApS er eksklusiv leverandør af billetsalget hos Arrangør.

Arrangør må derfor ikke anvende andre leverandører til billetsalg medmindre andet udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale/kontrakt.

Eventbilletten forbeholder sig retten til at opsige aftalen, hvis det konstateres, at systemet anvendes til kommercielle formål ved andet salgssted end den Arrangør, som aftalen er indgået med – eller hvis eksklusiviteten ikke overholdes.

Eventbilletten kan ikke gøres ansvarlig for mistede data grundet opdateringer, systemnedbrud, svigt i underleverandørens systemer eller lignende. Arrangør kan ikke forvente godtgørelse for perioden eller ved spildt arbejdsfortjeneste. Opdateringer vil almindeligvis ligge i tidsrum, hvor serveren ikke er belastet.

6. PRISER & BETALING

Alle gældende priser kan findes under afsnittet: Priser

Ved tilmelding og betaling på siden betales et bookinggebyr pr. billet, som sammen med billetprisen opkræves summen for den samlede ordre. Betingelser for Eventbillettens online betalingsløsning som billetkøber også acceptere ved køb fremgår i afsnittet: Handelsbetingelser

Services kan tilkøbes efter aftale.

Herunder aftale om specialpriser, gratis billetter, seatmaps, konsulenttimer, klippekort m.m. Det er en forudsætning, at Arrangør betaler sine faktura via bankoverførelse. Oplysninger til dette findes på fakturaen. Betaling skal ske inden 8 bankdage efter forfaldsdato. Sker betaling ikke rettidigt er Eventbilletten berettiget til at opkræve et rykkergebyr på kr. 100,-. Hvis betaling stadig ikke registreres, er Eventbilletten berettiget til at annullere abonnementet. Ændringer i priserne fastsættes af Eventbilletten og offentliggøres på hjemmesiden med 30 dages varsel.

7. MISLIGHOLDELSE

Misligholder Arrangør sin aftale ved at bryde ovenstående betingelser eller ved manglende betaling, er Eventbilletten berettiget til at afbryde eller lukke for adgangen til undersiden med øjeblikkelig virkning uden forudgående varsel.

Følgende punkter vil betragtes som misligholdelse:

  • Videresalg, overdragelse, udlejning eller distribution for/til tredje part, kopiering o.lign.
  • Eksklusiviteten overholdes ikke.
  • Manglende betaling.
  • Inaktivitet eller den økonomiske sammenhæng vurderes uholdbart.

Hvis Eventbilletten afbryder adgangen til siden som følge af misligholdelse, vil Eventbilletten orientere Arrangør om årsagen. Arrangør er ikke være berettiget til nogen form for godtgørelse som følge af afbrydelsen forårsaget af misligholdelse. Desuden vil et administrationsgebyr blive pålagt for genåbning.

8. ÆNDRINGER

Eventbilletten forbeholder sig ret til at ændre abonnementsbetingelserne, priser og produkter. Alle ændringer annonceres på https://eventbilletten.dk eller via mail. Arrangør har ansvaret for, til enhver tid, at holde sig orienteret om Eventbillettens gældende abonnementsbetingelser, priser og produkter. Ved tilkøb / ændring af produkt skal Arrangør kontakte Eventbilletten skriftligt på e-mailen: [email protected]

9. OPSIGELSE

Abonnementsaftalen kan opsiges af Arrangør med et varsel på 30 kalenderdage. Opsigelsen skal ske skriftlig ved henvendelse til Eventbilletten på e-mail adr. [email protected]. Ved opsigelse vil databasen blive slettet og kan ikke genskabes.

10. SUPPORT

Medmindre andet aftales skal alt support ske via Eventbillettens mail: [email protected]](mailto:[email protected] Telefonisk support er ikke en del af aftalen med mindre andet er aftalt i Abonnement ”Pro”.

11. ANDRE BETINGELSER

Arrangøren forpligter sig til at gøre sig bekendt med andre gældende betingelser som kan ses herunder: Eventbilletten forbeholder sig ret til at ændre abonnementsbetingelserne, priser og produkter. Alle ændringer annonceres på https://eventbilletten.dk eller via mail. Arrangør har ansvaret for, til enhver tid, at holde sig orienteret om Eventbillettens gældende abonnementsbetingelser, priser og produkter.

12. IKRÆFTTRÆDEN

Disse abonnementsbetingelser træder i kraft 01.01.2023 (v1.3)